Den lille sorte bog

Titlen på Byatts fortællinger fra 2005 fremkalder en særlig forventning hos læseren om mørke, mystik og mærkelige hændelser. Forventningerne bliver indfriet allerede i den første fortælling, Tingen i skoven, der handler om noget helt aldeles uforklarligt og mystisk – og så begynder den endda med ordene Der var engang. 

Fortællingen er på flere niveauer inspireret af eventyr, allerede i starten da to små piger, fortællingens hovedpersoner, sidder i toget og ikke ved, hvor de skal hen - de er blevet evakueret fra krigens rædsler og derfor på vej væk fra storbyen -  bliver eventyret om Hans og Grete direkte nævnt: Børnene vidste ikke, at hensigten med de navnløse stationer var at forvirre eller vildlede en invasionshær (…) at navnene var slettet, fordi de ikke måtte vide, hvor de skulle hen, og heller ikke, ligesom Hans og Grete, måtte kunne finde vej tilbage igen. Og da pigerne næste dag vil opleve deres nye sted, opdager de, at det store hus, de skal bo i, grænser op til en skov. De små piger får naturligvis straks lyst til at udforske skoven, og så er eventyret  i gang. Hørte eller lugtede de det først? Både lyden og lugten var umærkelig og spredt til at begynde med. Begge dele gav indtryk af at bevæge sig imod dem – i bølger – fra hele skovens omkreds.  Hvad det er de to piger møder, skal ikke udpensles her, andet end at det er en mystisk og uhyrlig ting – noget som formentlig kun findes i fantasien.

Oplevelsen og mødet med tingen binder dem mentalt sammen – også selvom de kort efter bliver adskilt og placeret hos hver sin familie. Fortællingen skitserer herefter de to pigers livsforløb, der viser sig at være ens med hensyn til fædre der dør i krigen, og mødre der ikke forstår at tackle krigens traumer. Huset ved skoven, hvor pigerne blev evakueret, bliver til museum –men ikke om evakuerede børn.

Ved at tilfælde mødes de to piger på museet som voksne, ældre og falmede og med krigen, og det de oplevede i skoven ved huset, som plagsomme minder. I museumscafeen sætter de sig sammen og taler de om det. …Jeg tror der findes ting, som er virkelige – mere virkelige  end vi – men som regel støder vi ikke på dem, eller de støder ikke på os. Måske kommer vi kun ind i deres verden eller lægger mærke til, hvad de foretager sig i vores, når det er meget dårlige tider.  

Dagen efter begiver de sig på hver sin tur ind i skovens dybe mørke og mødet med stedet, hvor de så monstret i barndommen, bearbejder de på hver sin måde. Således kan Tingen i skoven læses som en avanceret  psykologisk fortælling, der vil undersøge krigens påvirkning og eftervirkning. 

Byatt skriver fortællinger – ikke noveller. I hvert fald kan jeg godt lide at tænke, at der er en forskel. Hendes fortællinger foregår over længere tid, har et større persongalleri, en mere kompleks handling og der bygges oftest op til et plot. Det er netop dét, der er så særligt. Og så er det stor litteratur – spændende og ikke mindst sitrende, for fortællingerne indeholder en stemning, der  bliver siddende i én længe efter, man er færdig. 

Lyrisk prosa

Lyrisk prosa er en interessant genre, fordi den både har lyrikkens formsprog men også et fortællende indhold som prosaen - og nogen gange endda essayets refleksioner. En sådan tekst er Thomas Espedals Året fra 2016. Det er autofiktion, som man kender det fra landsmanden Karl Ove Knausgård, og faktisk har de begge noget af den samme intensitet og insisteren, når de fortæller om almindelige ting, som pludselig bliver så store i det helt almindelige menneskes liv. Og det er lige præcis derfor vi holder af at læse dem. Året handler om kærlighed og sorg. Om at blive forladt og ikke kunne overkomme det, om at vide man skal dø og  måske endda længes efter det. 

Året starter den 6. april, for det var den dato den italienske forfatter Petrarca så sin elskede for første gang for flere hundrede år siden. Og den store kærlighed står centralt i denne fortælling. Er den mulig for det moderne menneske? Dét vil fortælleren undersøge ved at gå i Petrarcas fodspor.

 I mere end et år havde jeg læst / sangene Petrarca skrev til Laura / og nu ville jeg se stedet / hvor Petrarca så Laura første gang / og jeg ville besøge huset han fik bygget / i den lukkede dal Vaucluse: / Omkring halvtreds kilometer fra Avignon opdagede jeg / en lille bortgemt dal som blev kaldt Vaucluse / hvor den skønneste af alle kilder / Sorgue  udspringer. 

Sådan lyder det på én af bogens første sider. Scenen er sat og fra Avignon i Frankrig fortsætter fortælleren sin rejse, hans aldrende far støder til, de tager på krydstogt,  og de følges ad hjem til Bergen, og her sker der et skift i både udtryk og stemning. Tabet af fortællerens elskede genkaldes ved ankomsten til hjemmet.

Naboerne skændes, jeg misunder dem der har noget / at skændes om. / Døre smækker, tallerkner knuses. /Jeg lever af andres lyde. / Jeg er den perfekte ægtemand. / Jeg har levet alene i snart tre år. / Vi er afhængig af lyde. /  (...) Jeg misunder fuglene, de fugle som lever som par. / To og to. / Nogle steder kan du se træerne vokse ind i hinanden.

"Året" er en fortættet bog, med mange tråde, men den røde tråd er fortællerens følelser om kærlighed, sorg og død. Dét er sanseligt og særligt.

Selma Lagerlöf i nyoversættelse

Selma Lagerlöf er mest kendt for sine store romaner som Gösta Berlings Saga fra 1891, Jerusalem fra 1901 og Noels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige  fra 1906-1907. Her i 2016 er to fortællinger kommet i ét bind i en nyoversættelse fra Gyldendal - Dunungen og tøsen fra Stormyrhuset. Det er to enkle fortællinger om kærlighed og godhed.

I Tøsen fra Stormyrhuset er hovedpersonen, Helga, kommet i ulykke og har kastet skam over den lille husmandsfamilie. Men via eget mod og næstekærlighed ændres hendes situation.

Når man læser disse to fortællinger, er det især de kristne grundværdier der styrer personernes handlinger, som man lægger mærke til. Det handler om næstekærlighed og barmhjertighed på tværs af sociale skel, og det er skildret fint og realistisk og med fornemmelse for suspense. Derudover bemærker man de stærke og karismatiske kvinder, der står helt centralt i fortællingerne.

Selma Lagerlöf var den første kvindelig forfatter der modtog Nobelprisen i litteratur - det skete i 1909. Efterfølgende blev hun den første kvinde i Det svenske Akademi, der tildeler Nobelprisen i litteratur. Generelt beskæftigede hun sig med kvindesagen - blandt andet engagerede hun sig i kampen for stemmeret til kvinder.

Disse to fortællinger vil være en god indgang til Selma Lagerlöfs store forfatterskab.

Essays om tiden

Da den svenske forfatter Henning Mankell blev syg af kræft, besluttede han at skrive om det. Han ville fortælle om sit sygdomsforløb, præcis som han oplevede det, og derfor skrev han breve til Göteborg-Posten - samme breve er blevet trykt i Politiken. Det var dér, jeg læste dem, og da jeg tilfældigt stødte på hans bog En alvorlig historie om glæden ved livet (Gyldendal, 2014),  var jeg sikker på, at den skulle jeg også læse. Den tager som brevene til Göteborg-Posten udgangspunkt i hans sygdom, men det er ikke en bog om at være syg - tværtimod er det en bog om at være i live og med mod og nysgerrighed gå om bord i tilværelsen. Det handler om tiden der går og til sidst rinder ud, om civilisationen og  kunsten. Det er interessant og vedkommende, og frem for alt skrevet i et personligt og levende sprog. 

Bogen er selvbiografisk, men det er ikke nogen selvbiografi som sådan. De forholdsvis korte kapitler har alle karakter af at være essays, der undersøger, reflekterer og overvejer. Det handler om dét at være menneske. At vi alle ligner hinanden synes at være Mankells udgangspunkt: Vi er rundet af den samme civilisation, vi har alle et projekt, et formål med vores liv - og vi skal alle dø. Dette eksistentialistiske tema slås fast allerede i starten af bogen, hvor Mankell skriver om en barndomserindring. Efter sygdommen har ramt ham, fører hans tanker ham ofte tilbage til barndommen, og én erindring er af en helt særlig karakter: Det er, da jeg står der denne kolde morgen for 57 år siden, at jeg oplever et af de afgørende øjeblikke, som skal præge resten af mit liv (...) I det øjeblik får jeg min identitet (...) Jeg er mig og ingen anden. Jeg kan ikke skiftes ud med en anden. Livet er pludselig blevet en alvorlig sag(...). 

Dette jeg (som kunne være dig eller mig) stiller han i de efterfølgende kapitler overfor evigheden - eller i hvert fald overfor dét, der varer meget længere end vores liv. Vi vil alle blive glemt - ingen vil huske os om 6000 år. For vi er væk, vi er ikke længere i verden, sådan som tempelbygningen Hagar Quim på Malta eller Løvemanden fundet i Tyskland - sidstnævnte formodes at være 40.000 år gammel. 

Det pudsige ved bogen er, at det er som om, at tiden står stille, mens man læser, for Mankell springer fra sin barndom i den lille by Sveg til nutiden i Göteborg, og så tilbage igen til hulemalerierne og videre til en rejse han var på til Grækenland for at besøge et klassisk amfiteater på Thassos. Her ved det gamle teater får han en åbenbaring meget lig den i barndommen; han forstår, at hans identitet hænger sammen med andres, han forstår generationernes kædedans: Den menneskelige sammenhæng, tænkte jeg. Sådan ser den ud. Vi gør det samme for at skaffe føde og overleve. 

Mankells essays er en vandring gennem livet, hvor han tager os med  hen til steder og personer der har betydet noget for ham -  og som han skriver til slut i bogen Med dem alle deler jeg det, som har været min tilværelse. 

Dan Turèll og ordene

Han kunne være fyldt 70 år i går den 19. marts 2016.

Maskespil

Domestic noir  kalder man den slags romaner, der handler om ondskaben i eget hjem, inde i én selv og ens nærmeste. Det er uhyggeligt, ikke mindst fordi det bliver så ubærligt; at den man  elskede allermest, måske er det ondeste menneske og måske endda er morder.  Kan man selv finde på at myrde? Det er denne tvivl vi præsenteres for i  “Kvinden i toget” af Paula Hawkins.

Hovedpersonen Rachel havde en drøm om den perfekte familie med sin elskede, men drømmen brast, karrieren kuldsejlede – og da læseren møder hende, sejler alt andet faktisk  også, for Rachel bruger alkoholen til at dulme sit knuste hjerte. Det  er nemlig svært at være en fiasko, når alt i tilværelsen handler om opbygge en facade. Alt skal være perfekt. Det er da også derfor, at plottets omdrejningspunkt er det smukke par, som Rachel betragter fra toget, når hun foregiver at tage ind til det job, hun for længst er blevet fyret fra. Parret bor i selvsamme kvarter, hvor Rachel boede med sin mand,  men nu bor han der med en ny kvinde. Rachel opbygger en historie om det ukendte par, en rigtig kærlighedshistorie som hun lever sig ind i. Men denne kærlighedshistorie krakelerer også, da hovedpersonen forsvinder, og pludselig er Rachel,  og det hun måske / måske ikke har set fra toget, en vigtig brik i opklaringen, det samme er hendes eks og hans nye kæreste.

 Romanen fortælles gennem tre jeg-fortællere, hvor Rachel er den altdominerende. Deres upålidelighed forstærkes af  alkoholproblemer eller hemmeligheder de alle tre bærer på, men som ingen af dem vil afsløre. Som læser er det jo altid interessant at blive inviteret med på den galej; at blive trukket rundt ved næsen, fordi der fortælles noget helt andet, end det man tror. Personerne føler konstant hinanden på tænderne og tager masker på, det er faktisk noget helt grundlæggende i dem, og de ved det godt. Et godt eksempel er her, hvor den ene  jeg-fortæller sidder på altanen og tænker over livet: Jeg havde en lærer i skolen, der engang fortalte mig, at jeg var fantastisk til at genopfinde mig selv (…) Bortløbet, elsker, hustru, servitrice, galleribestyrer, barnepige og et par ting mere indimellem. Hvem vil jeg så være i morgen? 

Man får en klar fornemmlese af, at der er noget i gære – og hvad med disse “par ting indimellem”? Hvad skjuler hun? Læseren bliver holdt hen, og netop derfor læser man videre.

Litterære haver

I 2014 og 2015 er der udkommet to særlige engelsksprogede bøger om litterære haver:  "Virginia Woolfs have. Historien om haven ved Monk's House" (Caroline Zoob, Lindhardt og Ringhof, 2014) og "The writers garden. How gardens inspired our best-loved authors" (Jackie Bennett, Frances Lincoln Limited Publishers, 2015) - sidstnævnte er ikke oversat til dansk. Begge tilhører de den genre man kan kalde litterære havebøger; de handler om litteratur og havedyrkning, og de nøjes ikke bare med at skrive om det - de viser det også med et stort udvalg af indbydende billeder af haverne og yndlingsstederne.

Bogen om Virginia Woolfs have ved Monk's House gennemgår kronologisk historien om huset og haven, fra ægteparret Woolfs erhvervelse af stedet  i 1919, hvordan de begyndte at indrette huset og haven, til Virginia Woolfs selvmord i 1942 og Leonard Woolfs sidste år på stedet.
Udover de mange flotte billeder, tegninger af havens indretning og collager indeholder bogen relevante citater med tilknytning til stedet fra især Virginia Woolfs forfatterskab. Bogen er et indblik i en forfatterindes passion for et sted med stor betydning for liv og værk, men den er også et indblik i overvejelser angående havedyrkning og haveindretning.
Virginia Woolf får en skrivehybel i haven, og det er her hun skriver sine mest berømte romaner, om denne hybel har hun skrevet følgende: "(I morgen) skal jeg dufte til en rød rose; skal stille svæve hen over græsplænen (jeg bevæger mig som jeg har en kurv med æg på hovedet), tænde en cigaret, placere skrivepladen på knæene og som en dykker nedsænke mig, meget forsigtigt, i den sidste sætning jeg skrev i går." (p. 119).
Monk's House ligger i Sussex og er i dag åben for publikum - Se mere her.

Collage fra bogen "Virginia Wollfs have. Historien om haven ved Monk's House."